Interview med Niels Steinmeier

Interview med Niels Steinmeier

Arkiveret i kategorien Fotografer d. 9. april 2014


Se den talentfulde fotograf folde sig ud nederste i interviewet, og forbered dig på at samle nogle guldkorn op undervejs.

Hvad startede din interesse for fotografering?

Begge mine forældre havde en sund tilgang til fotografering –  i hvert fald når man tænker på, jeg voksede op i 70'erne og 80'erne. Min mor havde et semi-prof Canon kamera, og min far lavede 8mm smalfilm. Så jeg har en forholdsvis vel-dokumenteret barndom :). Og jeg ved jeg ret tidligt blev interesseret i både teknikken men også muligheden for at fastfryse momenter.

Hvordan får du inspiration til dine billeder?

Ved at stå op og bevæge mig rundt i verden... ville være det korte svar, men nok ikke fyldestgørende nok. Det er klart, at andre fotografer naturligvis inspirere mig. Men også idéen med at prøve at se ting på en anden måde / fra en anden vinkel end den/de oplagte. Der er billeder overalt, men ikke alle kan "se" dem.

Hvad har været din bedste fotooplevelse hidtil?

Jeg synes det er svært at skære en enkelt skive af kagen, da jeg synes jeg efterhånden har fået mange godbidder. Men da jeg jo er vild med "UBEX" er det da klart, at en tur til Berlin, med besøg på Tempelhoff – en nedlagt lufthavn – samt et besøg i Krampnitz – en gammel kaserneby – står rigtig højt på listen. Men jeg behøver ikke rejse verden rundt for at finde fede motiver – UBEX eller ej. Jeg har masser af lækre billeder, taget nærmest uden for min egen hoveddør. Tror generelt det er et spørgsmål om at se mulighederne i stedet for at lade sig begrænse. Hvis man fx. er landskabsfotograf (det er jeg ikke) tror jeg mange gerne vil til meget exotiske steder, fordi så bliver billederne bedre. Men tænkt på de folk, der bor de steder. De synes garanteret, at billeder taget rigtigt, fra fx. Limfjorden er mindst lige så spændende – og exotiske – som billeder taget på Borneo fx.

Hvem er din favorit fotograf og hvorfor?

Her er intet endegyldigt svar. Det skifter heldigvis hele tiden. Det man bla. har fået med internettet, er jo en uudtømmelig inspirations-kilde, og et konstant voksende antal møg-dygtige fotografer, der bliver ved med at dukke op. Jeg kæmper blot med at følge med...

Hvad er det bedste ved at være fotograf?

Det er nok evnen til at "se" billeder faktisk alle steder. Som alle andre "Superhelte", kan det naturligvis også være en forbandelse, da man ofte overanalyserer nye steder, for måske er det nye fede billede lige netop der.
Endvidere er det for mig, en måde at udtrykke mig på. Jeg kan ikke tegne – trust me, jeg har beviser på det – og derfor er det fedt, at kunne "skabe" et univers med sine billeder. Jeg er på ingen måde bange for at behandle og ændre mine billeder. Som jeg har sagt før, så tager jeg ikke billeder, jeg "ser" billeder. Med det mener jeg, at fra jeg skyder et billede, kan det godt være begyndelsen af en process, i stedet for afslutningen.
Jeg elsker at arbejde med mine billeder. Jeg elsker især at arbejde med farverne i mine billeder. Jeg color-grader gerne, og jeg er en „sucker” for tunge, kontrastfyldte billeder.

Har du et tip til alle, lige begyndt at tage billeder?

Skyd skyd skyd. Hver gang man skyder et billede lærer man noget nyt. Ser man noget nyt. Prøver man noget nyt.
Og lad være med at tro, at det kræver dyrt udstyr at tage gode billeder. En dårlig pianist bliver jo ikke et hak bedre af, at købe et dyrt piano.
Koncentrér dig om at lære dit kamera, men fokusér aldrig på teknik. Teknik er sekundært (i mit hoved), da det er billedet det kommer an på. Du skal naturligvis behærske det grundlæggende, da noget teknik er med til at skabe billedet. Men lad aldrig teknikken få hovedfokus. Og så kig på hvad/hvordan andre gør. Tag kameraet med overalt … billederne er derude …

Dette udstyr bruger Niels:

Canon 5D Mark II
Canon 50mm 1.4 – klart favorit-optik
Canon 100mm 2.8 macro
Manfrotto stativ
naturligt lys … altid naturligt lys – er ikke gode venner med blitz
DSC 8662 IMG 0674 IMG 0716 IMG 1994 IMG 2139 IMG 4118 IMG 5325 IMG 5701 IMG 5866 IMG 9929 Warehouse Dark


Se flere af Niels' billeder her:

Website: frozenmoments.dk
Twitter: 
@steinmeier 
Instagram: @steinmeier 

comments powered by Disqus